Vores læderarbejde

 

Det begyndte helt for sjov. Jens fik selv lyst til at prøve at fremstille knive og så måtte der jo også sys skeder til knivene i takt med, at de blev færdige. Da hele familien (som nu ikke er så stor) fik lyst til at prøve at være med på et vikingemarked, blev der også brug for både en taske og et bælte til hver. Og så måtte vi jo finde ud af at lave det også. Men så begyndte der at gå sport i det, for man kunne da også prøve at lave en taske på en anden måde, og på endnu en måde. Ja, og så endte det til sidst med at blive til "Kréativt læderarbejde og knive fra KRÉMATA".

Og så er der tre ting, der er værd at vide om vores læderarbejde:

 

1. Alt bliver fremstillet i vegetabilsk garvet kernelæder, som enten står råt eller bliver indfarvet i jordfarvernes nuancer.

2. Alt ægte læder er et organisk materiale med uregelmæssigheder, der tager forskelligt imod farve, og derfor får vores læderarbejde altid et unikt udseende, også fordi vi kombinerer læderfarver, hørtråd og mønstre på kryds og tværs. 

3. Alt er lavet i hånden efter vores egne skabeloner og alle mønstre er vores eget design, som er inspireret af vikingetidens brikbånd, der smykkede kofter og kapper, og fra fund fra Coppergate i York, fra Hedeby og fra Dublin. Nogle af vores kniv- og sakseskeder har fået et mønster, der giver associationer i retning af skibsstævnen på et vikingeskib.

 

Og så er det også værd at vide, at vi gerne syr en af vores modeller i en anden af de farver, vi bruger eller med en anden farve tråd med eller uden en mønsterbort. Vi syr også gerne en skede til din yndlingskniv eller et etui til bladet på din håndøkse. 

Knive laves dog ikke på bestilling, men kun når Jens knivmager er gået i værkstedet, og så kan resultatet ses under fanen ”Snitteknive og vikingeknive”.

God fornøjelse på de næste sider

Karen

Karen Rørby Kristensen Ålemarksgyden 166 5270 Odense N tlf. 22 40 09 86 Krkris@kremata.dk CVR 43423738
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk